Evaluering og it
Formålet med dette modul er at give inspiration til arbejdet med netbaserede eller netstøttede evalueringsredskaber, som kan inddrages i forskellige evalueringssammenhænge.
Vi vil forsøge at inspirere til integration af it i evalueringen og vil desuden give et billede af de relevante muligheder, der allerede findes - i et vidt spænd fra spørgeskema og præsentation af evalueringens resultat til de mere procesorienterede redskaber portfolio og logbog samt arbejdsredskaber som mindmapping og concept mapping.
Vi lever i evalueringens tidsalder, hvor selv det korteste kursus eller undervisningsforløb afsluttes næsten rituelt med en evaluering. Af og til ses eksempler, der kan beskrives som "evaluering for evalueringens skyld", men evaluering har i en del år været diskuteret meget i mange sammenhænge - med det resultat, at der generelt er en øget bevidsthed om brugen af evaluering som udviklings-, lærings- og arbejdsredskab.
Der findes mange forskellige evalueringsformer og mange forskellige begreber til at beskrive og definere begrebet evaluering. At evaluere betyder ifølge Politikens Nudansk Ordbog 'at vurdere eller ansætte værdien af noget'. I uddannelsessammenhæng bruges evaluering oftest om studerendes vurdering af et undervisningsforløb, mens ordet eksamen bruges synonymt med det engelske assessment om vurdering af den studerende.
Vi vil i dette modul tage udgangspunkt i en bred indfaldsvinkel til evalueringsbegrebet og ridse forskellige former for evaluering op, som kan illustrere forskellige indfaldsvinkler til evalueringsbegrebet. Nedenstående mindmap er en illustration af en række af de begreber, som knytter sig til evaluering. Der er vidt forskellige definitioner af de enkelte begreber, og formålet med denne illustration er udelukkende at inspirere til arbejdet med integration af it i evalueringen.
Det vil sige, at evaluering i denne sammenhæng skal forstås både som den løbende evaluering af undervisning, studerendes egenevaluering, som lærings- og styringsredskab og som evaluering i eksamenssammenhænge.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
